Signe Dahlerup vs Ann Sophie Stærk
udstillingen HJEM
Danske Grafikere præsenterer den 6 versus udstilling: Ann Sophie Stærk udstiller i stueetagen og Signe Dahlerup udstiller på første sal.
HJEM er en udstilling med Signe Dahlerup og Ann Sophie Stærk
Konceptet hjem, dækker over mere end kun de fysiske rammer. Hjem er ofte et sted, hvor man søger tilflugt og beskyttelse og hvor verden bliver mere fjern, og de ting og de mennesker, der betyder noget for en, kommer i fokus. Nogle referer til “hjemme”, som det sted de føler sig trygge eller det sted, de voksede op mere end det sted, hvor de rent faktisk bor. Men måske har det begreb flyttet sig, fordi mange folk i dag nok hører hjemme flere steder. Hjem er for Ann Sophie Stærk på flere niveauer da hun ofte skifter territorier. Det fysiske hjem for tiden er New York, men også Danmark, da det er der hun er født og opvokset og har mange menneskelige relationer og minder. Metropolen med det pulserende liv i modpol til den romantiske forestilling om hvor man er fra og måske vender tilbage til en dag. Hjem, interiør, rum og by er begreber Ann Sophie længe har arbejdet med, på forskellig vis, i sin kunst. Hun er interesseret i at skabe et særligt rum – et slags interiør landskab. Hun stiller spørgsmål til hvordan vi føler os hjemme, når vi ikke er det og hvilke rammer det er der skaber et hjem!? Vi er blevet begærlige, vi vil en masse ting, både det spændende og det hjemlige og hvordan kan man forbinde de to ting!?
I de arbejder som Signe Dahlerup har lavet til udstillingen HJEM, spænder hjem sig ud mellem to ydre poler. Hjem som det sted, der giver tryghed, og ro til at drømme, lykkefyldte hverdags øjeblikke, stedet hvor dagens oplevelser kan bearbejdes og synkes, hvor masken kan smide, makeuppen tages af, hvor man kan smide sig i sofaen med dyne og kaffe, hvor man kan elske, og være sig selv, lade op og få nye ideer og mod til at erobrer verden på ny. Hjem som stedet, hvor man har tiden til at være sammen med dem man elsker mest. Men hjem er også det sted, der i perioder af dagen eller af livet fanger én i et cirkulært trivielt liv, hvor hjernen må kæmpe mod kedsomhed, klaustrofobi og depression, fordi alt er gentagelser af kedeligste slags. Og det hele tiden med den ambivalente følelse af, at man måske, hvis man ikke var en moderne kvinde kunne nyde at være i husmoderrollen 100 % og være stolt af det, men fordi man er moderne kan man ikke, vil ikke, har slet ikke tiden til det. Man er på mange måder dybt taknemlig for at man er sluppet ud af fængslet hjem. Men med splittelsen til følge. For hvor tit sidder man ikke også og arbejder og ønsker sig hjem til det, som vi siger ”der virkelig betyder noget”, nemlig: børn og tid til nærhed. Den ” moderne lykke” fremstilles altid med historier om de overskuds kvinder, der magter det hele og bare er så glade. Hvor er du selv i det?