Pulsk Ravn undersøger med performativ grafik i form af tryk, fotografi, rumlige objekter og collage, hvordan relationen mellem menneske, materiale og rum fremkaldes og aflæses som konkrete, gensidige aftryk.

Efterladenskaber fra byrummets beboere og forbipasserende laver hverdagsaftryk: flækkede fliser, en flad papkasse, lag af gennemsigtige skraldeposer. Et par cowboybukser flader ud på asfalten. De har deres egen absurde handlekraft i løb som en afskudt pistol.

Kroppen, materialet og byen har et konkret forhold til hinandens skala og tid. Med tiden former de hinanden og indgraverer sig i stoffet som byens grafiske aftegning. Fodsålernes forsiring i bylandskabet bliver synlig, når vi i en fælles performativ gestus trækker kridtspor efter os.

Som gevækster buler udposninger af affald og asfalt ud som en egensindig urban topografi. En efterladt jakke vender afvisende ryggen til. Den lukker sig om sig selv i kontrast til den afklædte yndling, der rejser sig fra et omsvøbende klæde.

Omvendt står den grafiske aftegning tilbage som vidnesbyrd på et tilbagetrukket materiales udtryk. Benløse strømper og en krydsfinérplade fortæller deres egen detaljerede historie af foldninger og årer. Jeg bliver inviteret ind i stoffets egen logik.

Min egen krop forholder sig 1:1 konkret til rummet og materialet. Kroppen har fylde. Men som verdens brud og mangler manifesterer forgængeligheden, er kroppens aftryk i den tomme buks eller i hættetrøjens aftegnede silhuet et tegn på forsvinden.

Når man får overfrakken flået af, står kroppens volume og forgængelighed dirrende overfor hinanden. Som illusionisten skælmsk kæmper med at blive en del af noget, viser Pulsk Ravn, hvordan vi kan gå i ét med materialet. Kulissen kollapser på komisk vis. Det banale forsvindingsnummers magi lader menneske, materiale og rum stå nøgne tilbage og lader grafikkens frekvens tage over.

Tekst af Kristine Agergaard

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond