Nis Rømer, Berit Nørgaard & Stine Krøijer
“ØVELSER”
27. april – 20. maj 2012
Udstillingen ØVELSER er resultatet af et samarbejde mellem de to billedkunstnere Nis Rømer og Berit Nørgaard samt antropolog Stine Krøijer. De fælles værker er formuleret som øvelser og forslag til handling, der alle kredser om muligheden for at blive til og blive væk. I vores tid er det at øve sig i og på noget en uadskillelig del af at træde frem som borger i et demokratisk samfund. Øvelser kan være en måde at disciplinere og forme befolkningen i en bestemt ønsket retning, men indebærer også et frigørende potentiale, hvor ellers usynlige grupper i samfundet kan gøre sig gældende.
Som besøgende på udstillingen bliver du blandt andet tilbudt at bytte dig til et seriegrafisk tryk til gengæld for at beskrive en situation hvor du blev animeret til at sætte noget i gang. Du vil desuden kunne opleve visuelle fremstillinger, der omhandler dele af de protest- og exit strategier gruppen har samarbejdet omkring. Den samlede udstilling er således resultatet af en kollektiv handlen, hvor værkerne fletter sig ind og ud af hinanden.
Fælles for de tre aktører er interessen for nye handlemåder i vores ellers så velkendte hverdag. Billedkunstner Nis Rømer, født 1972, producerer debatterende samtidskunst blandt andet om politisk organisering af rum. Han er en del af grupperne Fieldwork, Publik og Gåafstand. Se www.publik.dk, www.gaaafstand.blogspot.com. Antropolog ph.d. Stine Krøijer, født 1973, har forsket i politiske aktionsformer i den venstreradikale bevægelse og er optaget af forholdet mellem krop og temporalitet. Billedkunstner Berit Nørgaard, født 1973, tager i sin praksis udgangspunkt i hverdagens sociale potentiale med fokus på hvordan vi mennesker vælger at interagere med, eller ignorere, hinanden. Se www.beritnoergaard.dk.
Udstillingen er blevet til med støtte fra Statens Kunstråd.
Udstillingen er åben torsdag – søndag kl. 13 – 17.
Danske Grafikeres Hus, Sølvgade 14, 1307 København K