MEDLEMSUDSTILLING 2009

Kvinde, koldnål, str. 42

7. august 2009
6. september 2009

MEDLEMSUDSTILLING 2009

 ”Kvinde, koldnål, str. 42”

 7. August til 6. September 2009

Som nytiltrådt udstillingsudvalg i DANSKE GRAFIKERE og som repræsentanter for den yngre generation, der arbejder med en grafisk tilgang til kunsten, er vi med dette års medlemsudstilling gået statistisk til værks for at se foreningen som samlet helhed fra nye og hidtil ukendte sider.

Udstillingen skal ses som et øjebliksbillede, der samtidigt markerer DANSKE GRAFIKERES 30 ÅRS JUBILÆUM i år.

De deltagende kunstnere er alle blevet bedt om at skabe 1 værk i A4 størrelse til udstillingen. Derudover har de suppleret med anonyme informationer, der belyser medlemmerne fra nye statistiske vinkler såsom alder, køn, hjemstavn og skostørrelse.

DANSKE GRAFIKERES medlemmer er ligeså forskellige som deres indfaldsvinkler til grafikken er varierede og forsøget på at redegøre for ALLE er som sådan et umuligt mål i sig selv. Udstillingen er et forsøg på at give en fornemmelse af helheden gennem antydningen i den statistiske detalje.

DANSKE GRAFIKERES MEDLEMSUDSTILLING 2009 understreger bredden i organisationen ved at insistere på at ALLE medlemmer har en plads og en rolle at spille. Derfor er vægarealet i galleriet blevet opmålt og demokratisk udstykket til medlemmerne så de hver har et areal, de kan vælge at udfylde med et værk eller lade stå blank hen. Vi mener at det er vigtigt at alle er repræsenterede, også selvom de vælger ikke at bruge pladsen, det er det tætteste vi kommer på at give et samlet billede af DANSKE GRAFIKERE, som den ser ud lige nu, med sine 30 år bag sig.