Vi taler mest om arbejde. Det tror jeg i hvert fald. Flere typer godt nok, det er jeg sikker på. Men så nder vi lige noget, vi kan bruge. Det dukker op i én type arbejde og bruges i en anden. Sådan et “eureka-øjeblik”. Nej, mere noget i retning af “nåh ja”. For det handler om at lave billeder. Af nød. Af lyst. Af skyldfølelse over ikke at føle nydelse. Så virker plotteren igen. Og ellers lavede vi bare nogle andre billeder. På det punkt er vi pragmatiske. Du fortæller om en lang række af genstande. Altså genstande stillet op på en lang række. Du rejser dig for at vise, hvor lang rækken er. Jeg bliver siddende. Det er en form for skulpturoptog baseret på et levet liv. Du har været med at lave det, men det er ikke det arbejde, som du egentlig skal fortælle mig om i dag. Optoget er heller ikke baseret på dit liv. Du er bare interesseret i det. (Det vækker også min interesse. Jeg tænker på Schopenhauer og Gogol – et meget pessimistisk og sarkastisk teselskab). Hvis det var dit optog skulle det slutte med en stor marmorskulptur af Cezanne med en spraglet paryk. Et bemalet portræt i fuld gur. Hele optoget skal kværnes. Det tager kun 15 minutter. Du siger Cezanne ikke engang gad dukke op til sine egne ferniseringer. Han vil hellere blive hjemme og male. Han vil også bare lave billeder. Du har googlet det helt i smadder. For mig er det noget underligt immer. Man kan være digital i forskellige grader. Den store marmorskulptur af Cezanne er svær at få op i kværnen. Du taler om revitalisering. Det må være når Garbage time has run out. Og om akvarelle sku elser. Jeg har aldrig hørt “akvarel” brugt som tillægsord før, men det virker ganske selvfølgeligt. Nu kigger vi lidt på svanerne i forskellige størrelser. Den største er nok seks gange så stor som de øvrige. Jeg lover at lave en cocktail til os, som vi får det helt “uh, ah” af.