Death of The Milky Way

Laila Svensgaard

For 450 år siden, d. 11. november 1572, opdagede den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) en ny stjerne i stjernebilledet Cassiopeia, som han navngav ”De Nova Stella” (Den nye stjerne). Opdagelsen var en astronomisk sensation, og Brahe vandt international anerkendelse for sin banebrydende observation, fordi man indtil da havde troet, at stjernehimlen var uforanderlig. Men hvad Brahe ikke vidste var, at det ikke var en stjernes fødsel, han havde set, men derimod en supernova, en stjernes død.

Med udstillingen ”Death of The Milky Way” tager Laila Svensgaard os med på en rejse ind i astronomiens verden og historie for at undersøge hvordan observationer af stjernehimlen, har dannet grundlag for forskellige skiftende verdensbilleder gennem tiderne. Med udgangspunkt i vor tids lysforurening af nattehimlen, der gør at man ikke længere kan se Mælkevejen fra gaderne i København, inviterer udstillingen til refleksion over hvilken betydning stjernerne har, og hvordan overbelysning af jorden påvirker os og vores verden, når vi ikke længere kan se stjerner med det blotte øje. Man kan på sin vis sige, at gadebelysning har slået Mælkevejen ihjel.

Inspireret af Nyboderkvarteret omkring Danske Grafikere, hvor gadebelysningen fremstår anno 1910, i skarp kontrast til resten af Københavns oplyste gader, viser Svensgaard værker i fotogravure, ”Death of The Milky Way”, ”Dying Star I-IX”, ”Star Alchemy (Gold, Silver, Cobber)”, ”Tycho’s New Star” og ”Star Mirror (JWST)”.

Fragmenter af en kæmpestor støbejerns-gadelampe ligger spredt på gulvet på nederste etage hos Danske Grafikere og oplyser udstillingsrummet. Gadelampens amputerede fire lanterner kaster deres skygger i udstillingen, ligesom gadebelysningen kaster sin skygge på stjernehimlen. Svensgaard har metaforisk arbejdet med døde stjerner og viser en serie stjerneportrætter af supernova CAS A og SN 1572, den stjerne som Tycho Brahe observerede i 1572. Hun har arbejdet med den grafiske teknik fotogravure, hvor UV-lys ætser et billede i trykpladen. For Svensgaard har teknikken været et vigtigt valg, da UV-lys er en lyskilde, der bl. a. kommer fra stjernerne.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Billedhugger Gerhard Hennings Legat, Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustrus, maleren Gerda Eickhoffs Fond, Rådet for Visuel Kultur, Ophavsretsfonden og Statens Værksteder for Kunst.

Laila Svensgaard (f. 1974, DK) er uddannet fra Central St. Martins University of the Arts, London, og Malmø Kunstakademi i 2015 og bor og arbejder i København. Hendes praksis er research baseret og hun arbejder ofte projektorienteret. Laila Svensgaard har udstillet både i Danmark og internationalt, herunder på Malmø Kunstmuseum (Sverige), Viborg Kunsthal og SixtyEight Art Institute (DK).

 

 

Punktum – og andre begyndelser

Myne Søe-Pedersen

Udstillingen Punktum – og andre begyndelser af Myne Søe-Pedersen består af en serie fotogravurer og en unikabog. Værket tager afsæt i fem postkort sendt til kunstneren fra C. En nær relation som er ophørt. I postkortene har Søe-Pedersen lokaliseret og isoleret hvert enkelt punktum. Punktummerne er blevet til fotogravuretryk. Unikabogen dokumenterer fotogravurernes tilblivelsesproces og viser den transformation hvert enkelt punktum har gennemgået for at blive billede.

At gøre det oversete synligt

Med en nærmest arkæologisk metode har Søe-Pedersen forstørret den lille prik i et mikroskop og graveret den ind i en plade. I det billede der fremkommer, bliver punktummet trukket frem og får et eget liv. Brudstykker af omgivende bogstaver og andre spor fra de oprindelige postkort er bevaret, så selv i det abstrakte billedsprog er forbindelsen til den faktiske virkelighed ikke fuldstændig udvisket.

Fotogravure kommer af at gravere, som betyder at ridse, ætse eller skære et motiv ind i en hård genstand. I fotogravure-teknikken brænder man motivet ind i pladen med lys og skaber derved en ætsning i pladen.

Vi bruger udtrykket ”at sætte punktum for noget”, når vi afslutter en større eller mindre ting i vores liv og punktum er i den forstand knyttet til afslutninger og det endelige. Og der er en fornemmelse af noget sårbart i Søe-Pedersens opmærksomhed på punktummet som tegn, men billederne bærer også præg af en nysgerrig, systematisk granskning af tegnet, som efterlader det åbent og flertydigt. Hvert punktum er som en hel verden, der snarere virker som en begyndelse.

I forstørrelsen ophører det håndskrevne punktum med at være et afrundet færdigt punkt. Tegnenes forskelle træder frem, konturerne flyder ud og antager forskellige former. Hvert punktum sit karakteristika, hvert sit temperament. Serien bliver i sin helhed som et partitur over gentagelse og variation. Den systematiske undersøgelse og den serielle form gør også, at værket bliver en form for typologisk arkiv. En registrerende optegnelse over det lille tegn, der både adskiller og forbinder, og skaber orden i skriften ved sin tilstedeværelse og potentielt meningskollaps ved sit fravær.

Om Kunstneren:

Myne Søe-Pedersen er en dansk kunstner (født i 1972) uddannet fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam og Cooper Union School of Art i New York i 2001. Hun arbejder med fotografiet i en udvidet form, og er inspireret af dets udvikling og proces, samt af hvornår den fotografiske repræsentation bliver til en abstraktion. Værkerne indeholder ofte flere lag af informationer, som kan være meget konkrete, men som også kan skabe en abstraktion igennem gentagelse og eksperimenterende metoder. Et tilbagevendende tema i Søe-Pedersens praksis er undersøgelsen af spændingen imellem det rationelle og det irrationelle, samt mellem forestilling, opfattelse og virkelighed. Hun har tidligere udstillet nationalt og internationalt i blandt andet i USA, Frankrig, Tyskland, Holland og Sverige.

Tekst af Inger Ellekilde Bonde

ph.d., post doc. ved Statens Museum for Kunst

 

Udstillingen er støttet af

Fotografernes Ophavsretfond

Grosserer L. F. Foghts Fond

Poul Johansen Fonden af 1992

Statens Værksteder for Kunst