GRAFIK:VEN NYT EFTERÅR 2016.
Til at udføre det 1. Grafik:Ven tryk i 2016, er valget faldet på grafikeren Jens Bohr.
Det er samtidig også det første træsnit og det 9. Tryk i rækken af udgivelser fra Grafik:Ven.
Trykket vil blive præsenteret ved åbningen af udstillingen ”Under barken” på PAKHUSgalleriet, Nykøbing Sj.
Det foregår Lørdag den 29 oktober kl.13.00-15.00 i PAKHUSgalleriet, Vesterbro torv 4, 4500 Nykøbing Sj.
Der vil samtidig være en mindre ophængning af alle 8 tidligere tryk fra Grafik:Ven. Det ikke muligt for medlemmer at afhente trykket til ferniseringen eller under udstillingen. Trykket vil blive fremsendt til alle abonnenter i løbet af oktober.
Jens Bohr skriver følgende om trykket:
Jeg har i 2016 lavet et træsnit til Grafik:Ven.
Det er et farvetræsnit trykt fra 2 plader – én med farver i en slags iristryk, dvs. Flere farver indvalset på én gang. Gulligt for neden, blåligt foroven – lidt rødligt i midten. Plade nr. 2 er trykt i en sotbrun farve der tegner motivet. De er trykt på en Eichhoff korrekturpresse som står til min rådighed i Frits Sybergs gamle atelier i Kerteminde.
Motivet? Det er, som en vestjyde vil kunne se fra Tuskjær, lige syd for Fjaltring, set mod øst.
Der sidder en rørspurv der sang for lidt siden. – og bagved kommer en cementblader forbi, den kører mod nord, måske skal den til Thyborøn for at forstærke molerne deroppe hvor Limfjorden og Vesterhavet mødes. Der står en okapi ned i højre hjørne, det er måske lidt utroværdigt, i forhold til biotopen, men jeg har set flere okapier i zoologiske haver og holder så meget af dem…
Jens Bohr om Jens Bohr:
Jeg er født i 1952 i Nordjylland opvokset på Lolland, uddannet på Det Jyske Kunstakademi 1983 – 87 på tekstil- og grafiklinie; og har boet på Nordøstfyn siden 1987. Som Billedkunstner arbejder jeg efter en start som billedvæver, indimellem med keramik, men mest som grafiker: træsnit og litografi.
Jeg arbejder som billedkunstner meget gerne inden for et håndværksmæssigt afgrænset område – altså i perioder.
Vævninger har ligget trygt på hylden i mange år. Træsnit har været mit foretrukne og tilbagevendende medie. I perioder har jeg udforsket andre grafiske teknikker – koldnål – ætsninger – og senest litografi. Andre perioder har jeg med megen fornøjelse lavet keramiske figurer – lågkrukker m.m.
Træsnit
Træsnit på birketræsfinér trykker jeg hjemme på mit værksted på en stor svensk presse fra Ing. F:A. R. Domeij.
Der er rigtig mange variationsmuligheder i snittemåder – sporene af værktøjet – der er runde jern – trekantede jern – lige knive og krumme knive – forskellige måder at få streger til at stå skarpt eller slørende. Der kan skæres meget væk og der kan lades stå til i enkle snit. Sproget kan være bredt eller smalt – samtidigt og hver for sig på forskellige plader – der kan trykkes over og oveni hinanden – der kan tilføjes og trækkes fra.
Og dog har træet jo sine regler – det der er fjernet er fjernet – de enkelte træplader har deres iboende udtryk – linier der er givet – retninger der skal tages hensyn til – eller lade sig overraske af.
Formaterne kan varieres – ganske småt/ganske stort.
Så kan det være sort/hvidt og/eller farvet. Der er forskellige måder at bruge farver og plader på – der kan laves serier i større eller mindre oplag. – Eller unikatryk. Pladerne kan bruges som pensler eller stempler – blandes og deles – vendes og drejes i nye konstellationer. Mulighederne er legio,
som tiden går og samlingen af skårne plader hober sig op – genbrug og nyopdagelse. Stadige strømme af nye snit, som jeg ikke kan lade være med at skære i sidelyset om eftermiddagen, i morgenlyset eller med en pære skråt ind fra venstre.
Naturen
Naturen er det mest der optager mig og menneskenes spor i den – fuglene og kysterne – gangen på jorden – sejladserne på vandene – fortællingen – og vejrets omskiftelighed.
Jeg er glad for de muligheder jeg ind imellem har for at arbejde sammen med andre kunstnere, både billedkunstnerkollegaer – musikere – forfattere. Det har givet sig udtryk i diverse udgivelser og udstillinger.
Jeg forsøger gennem samarbejde at bearbejde min billedverden og rykke den frem og tilbage – omarrangere – opdatere – omformulere – uden at miste min integitet. Forsøge at holde verden åben og give mine indtryk/udtryk – videre.
Læs mere om Jens Bohr her: http://www.jensbohr.dk