Anne Marie Ploug

GRAFIK:VEN NR.12 af Anne Marie Ploug

Det er med stor glæde at vi udsender årets tryk, som er den 12. GRAFIK:VEN-udgivelse. Denne gang udført af billedkunstneren Anne Marie Ploug. Linoleumstrykket ”Køn” er udført eksklusivt til GRAFIK:VENs medlemmer, og fortsætter rækken af de dobbeltbetydningsord Ploug har arbejdet med i en årrække. Køn har som bekendt

flere betydninger og trykkets farve spiller med i fortolkningen af ordet. De tre bogstaver stiller spørgsmål tilbage til beskueren og står ikke blot som et udsagn, men igangsætter flere billeder. Kan en farve identificere ens køn? Hvad vil det sige at være (et) køn? Er det den perfekte udformning eller den lille forskydning, der gør noget kønt?
Der er på én gang en råhed og fin poetik i Plougs værker, hvad enten hun udtrykker sig i grafik, maleri eller keramik.

 

Værket er trykt af Erling Jørgensen fra Chr. Jørgensens Bogtrykkeri.

 

Anne Marie Ploug (f.1966) er uddannet fra Det Kgl.Danske Kunstakademi og er netop nu aktuel med sin udsmykning af Århus Universitet, på udstillingen ”Swinging lassos subtotal” i Galleri Lene Bilgrav, ”Classeværelset” i Kunstnerhuset Classensgade samt på ”Fuldt flor” på Sophienholm.

 

Bedste hilsner
GRAFIK:VEN
v/ Jasper Stürup og Malene Hartmann
og Danske Grafikere

 

Følg GRAFIK:VEN på Instagram @grafik_ven