Abstrakte figurer, løsrevne eller i landskaber, som har noget genkendeligt i sig. Kroppen, naturen og universet i mikro- og makro-tilstand. Stof (matter).
Figurerne udfordrer beskuerens evne til at erkende de abstrakte elementer og gøre dem genkendelige. Kan oplevelsen beskrives med ord fra den kendte begrebsverden? Eller forbliver sansningen i det diffuse ordløse rum? Kroppen og de ubevidste erfaringer må tages til hjælp, og oplevelsen bliver individuel, men forbinder sig til den fælles menneskelige eksistens.
Charlotte Binau er inspireret af kroppens møde med omverden og eksperimenter med materialer. Herfra skabes abstrakte, grafiske fortællinger. Grafikken er langsom. I dens mange stadier er der faldlemme, som man kan lære at undgå – eller vælge at udnytte. Det er fordybelse og leg – bevidsthed og intuition. Charlotte Binau arbejder især med dybtryk. Her kommer materialerne i symbiotisk forhold. Papir, trykfarve, pladens og motivets præg i papiret giver dybtrykket en egen materialitet. En stoflighed, der kan næsten smages.