Cai Ulrich Von Platen

Bag gardinet

8. september 2006
9. oktober 2006

 

På foranledning af en invitation fra De Danske Grafikeres Hus, har Cai Ulrich Von Platen udformet en række kobbertryk, der fra den 8. september 2006 vises som dele af en installation på udstillingen “Bag gardinet”.

Et stort mørkt gardin lukker udstillingsrummet af ud mod gaden. Samtidig med det holder den virkelige verden helt udenfor. Beskueren må folde gardinet til side for at komme ind. Allerede her markerer Cai Ulrich Von Platen at noget er på færde, der måske ikke tåler dagens lys.

I udstillingsrummet møder beskueren fire oplyste montre, der med en reference til kunstkammertraditionen, viser et udvalg af kobbertryk og tegninger, alle forsynes med en titel. Billeder, titler og montre samler sig til en art historier om det der gemmer sig bag det tillukkede. I både konkret og overført betydning: hemmelige drømme, ondskab, stum sorg og lyssky affærer.

Kobbertrykkene er udført i samarbejde med kobbertrykker Mette Marott.

Udstillingen er støttet af Kunstrådets billedkunstudvalg og Kulturbehörde Freie Hansestadt Hamburg.