Birgitte Thorlacius
“Som vinden”
Billedkunstneren Birgitte Thorlacius udstiller grafiske værker i Danske Grafikeres Hus fra d. 11. januar 2008 til d. 10. februar 2008.
Med teknikker som koldnål, ætsning, akvatinte og collografi udforsker Thorlacius naturen på nærmeste hold og forvandler motiver som siv, skræpper, tidsler og visne roser til rene, poetiske udtryk. Stængler, blade og blomsterfrø færdes let på papiret som dramatiske eller let melankolske karakterer, dansende og drømmende, skrøbelige eller stateligt ranke. Udstillingen viser omkring 35 værker; grafiske naturstudier af den flygtige natur, der for altid vil ændre hvordan en genstridig tidsel eller en mælkebøtte i frø træder frem fra beskuerens bevidsthed.
Enkelte af de udstillede værker er skabt i dialog med digteren Lene Henningsen. Alle værker er trykt på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk, Gl. Dok i 2006 og 2007.
Birgitte Thorlacius, f. 1947 i Odense, er uddannet på Det Fynske Kunstakademi, grafisk afd. 1982-1987. Medlem af Billedkunstnernes Forbund, BKF, Fyns Grafiske Værksted og Danske Grafikere. Har udstillet siden 1980, senest på Det Danske Institut i Damaskus, 2005, KunstCenteret Silkeborg Bad, 2004, Skovgaard Museet, Viborg, 2003, Johannes Larsen Museet, Kerteminde, 2000. Har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds rejselegater i 2002 og 2004.