Agnete Therkildsen

Agnete Therkildsen

12. januar 2013
3. februar 2013

Danske Grafikere viser i januar værker af Agnete Therkildsen (1900 – 1994).

Her fokuseres primært på de sene collager fra 1980’erne hvor kunstneren bruger fundne papirstykker fra gåture i området omkring sit hjem i Ørby samt bemalede papirlapper. De abstrakte collager er smukke i al deres enkelhed og fremstår friske i deres udtryk af kontrolleret  skødesløshed. Der er noget dynamisk og ornamentalt over arbejderne og en stor interesse for farven som flade.

Kunstnerens opvækst på en jysk bondegård afspejles i hendes dyrkelse af og kærlighed til dyre- og naturmotiver, som også præsenteres på udstillingen i form af linoleumssnit, tegning og plakattryk. Det er nærheden og blikket for det poetiske i hverdagen man møder her, men udført på en cool, spontan og ligefrem måde.

Agnete Therkildsen er autodidakt og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1939. Hun har udstillet på flere separat- og gruppeudstillinger i og uden for Danmark. Hun modtog Eckersberg Medalje i 1985.

Udstillingen er kurateret af Gitte Bach og Malene Hartmann (Udstillingsudvalget i Danske Grafikere 2011-13), som hjerteligt takker Clausens Kunsthandel samt private bidragydere for lån af værker.

Udstillingen er åben torsdag – søndag kl. 13 – 17 Danske Grafikeres Hus, Sølvgade 14, 1307 København

www.danskegrafikere.dk