Allevegne
Rikke Winther & Henriette Camilla Hansen
27.09-20.10 2013
Pressemeddelelse Folder i papir, paptryk og animation er de mangeartede udtryk Rikke Winther og Henriette Camilla Hansen har udfoldet til udstillingen “Allevegne” i Danske Grafikeres Hus i Sølvgade.
“Allevegne” er en udstilling, der beskæftiger sig med rum. I undersøgelsen er Rikke Winther og Henriette Camilla Hansen interesserede i, hvorledes kroppens rumlige erfaringer og erindringer afspejles, samt i de abstrakte, sanselige indtryk og historier, der ligger i begrebet rum.
Til udstillingen har begge kunstnere udforsket og eksperimenteret med de forskellige grundlæggende grafiske materialer i relation til deres praksis.
I den henseende er papiret hos Rikke Winther ikke bare en flade, men et muligt tredimensionelt rum, der er skabt ud af aftrykket fra papirets foldninger. De enkle aftryk af rumligheder i papiret knytter sig ikke til en specifik fortælling, men appellerer til sanserne og optræder poetisk gennem legen med lyset og skyggen.
Henriette Camilla Hansen har, som kontrast til sin ellers stedspecifikke praksis, arbejdet med at sammenholde vores mangeartede rumopfattelser, og til Grafikernes har hun arbejdet med at sidestille det matematiske rum, perspektivet og kuben, med tekst for derigennem at udfolde ens erindringer om rum og steder. I det bliver tilgangen til de grafiske værker at omformulere basale skulpturmaterialer eksempelvis pap til dybtrykplader.
Rikke Winter (f. 1977) er uddannet fra det Fynske Kunstakademi. Hun arbejder primært med maleri og tegning i forskellige udformninger. Hun har udstillet i ind og udland senest hos NLHSpace med udstillingen ”Relation/Produktion”.
Henriette Camilla Hansen (f.1970) er uddannet fra Middlesex university, London. Hun arbejder primært med stedspecifikke installationer og iscenesættelser af rum i form af skulptur og video. Hun har udstillet i ind og udland, heriblandt KØS museet for kunst i det offentlige rum, Silkeborg Bad, Kastrupgaard samlingen og Wendt + Friedmann, Berlin.
De to kunstnere har udstillet sammen før i forbindelse med udstillingen ”The Inventor” på Kronborg