Reel Around The Fountain
En udstilling af Jon Stahn
Fernisering Fredag d 7 Marts kl. 17 – 20
Udstillingsperioden er 8. Marts til 30. marts 2014
Åbent torsdag til søndag kl. 13-17
Udstillingen består af fotografi, grafik, video og skulptur og vil visuelt fremstå som en personlig oversættelse af Rom. Politisk, kulturrelateret og kunsthistorisk materiale rekontekstualiseres hvorved der sættes fokus på komiske, ofte absurde sammenstillinger af kunstobjekt og dagligdagsting samt på ideer om kunstens potentiale som udtryk for satire, protest og oprør. Arbejdet med arkiv og collage handler for Jon Stahn om at se de visuelle og æstetiske sammenhænge i det fragmenterede og om at organisere det der synes tilfældigt. Det handler om at reflektere over disse sammenhænge, mest basalt at gøre opmærksom på potentielt frugtbare sammenstød af forskelligartede virkeligheder. Parallelt med arkivet arbejder Jon Stahn i et udvidet skulpturelt felt der undersøger psykedeliske og emblematiske emner og objekter og knytter forbindelser til iscenesættelse, ritual og udvidede bevidsthedstilstande. Værkerne på ‘Reel Around the Fountain’ vil afspejle disse interesser ligesom der vil blive lavet en serie på 6 bokse med et miniarkiv af nogen af grafiske tryk, fotografier og fotokopier der er med på udstillingen. Collage, assemblage og fundne objekter vil således udgøre nerven i udstillingen og fortsætte det overordnede arbejde med at undersøge og organisere det cirkulerende materiale der omgiver os.
Danske Grafikeres Hus, Sølvgade 14, København K.