Louise Sparre VS Sören Hüttel

11. juli – 8. august 2008

 Louise Sparre

Louise Sparres værker, til udstillingen, er et farvestrålende brag af formelle malerier, der associerer knaldede skydeskiver. Linoleumssnit, som også har en cirkel centrering, men er mere psykedeliske arabiske tæpper/ bede tæpper.

Trofæ vægobjekter med et 80`er islæt, og små fotoskulpturer af vestens ”virkelige” soldater. Louises del af udstillingen vil blive æstetisk, men også med en kritisk kant, i disse tider hvor muslimer er lig med terrorister, og Vestens demokrati er gud. Så psykedeliske skydeskiver/ bede tæpper, eller æstetiske formelle cirkel billeder. Man ser hvad man vil se.

Louises kunstneriske ambition er at producere noget kunst, der har en kritisk optik på den vestlige verden, som vi lever i, både politisk og kulturelt. Med disse værker udstiller hun hverdagens virkelige kunstighed, og forsøger at give en kritisk og humoristisk synsvinkel på samfundet. Samtidig har værkerne både til hensigt at fascinere og frastøde beskueren. I Louises værker eksisterer der næsten altid en morale eller en rusten sig til selverkendelse. Men ofte er der i selv de mest naivt fremtrædende udtryk gemt en befriende humor, eller en mildt revsende pointe.

 Sören Hüttel

Sören Hüttel har til udstillingen lavet nogle objekter, der alle stammer fra maleriet, men som alligevel mere kan siges at være skulpturer. Objekterne er ikke lavet for at viderebringe et dybere budskab, eller en dybere mening, der kan blive læst ud fra værkernes tegnmæssige indhold. Intentionen er at diskutere objektet, dennes eksistensgrundlag og især eksistensberettigelse. Sörens kunstobjekter fortæller ikke selv en historie. De er snarere, i den givne udstillingssammenhæng, dele af et større og mere komplekst dilemma. Dilemmaet hvor objektet ikke, i vestlig kunstforstand, besidder tegn og indekser, der skal afkodes men snarere, hvor objektet i sin helhed skal ses som en kritik af sig selv som værdiobjekt. Ikke en kritik af objektets pengemæssige eller æstetiske værdi; derimod som et værdifuldt objekt på baggrund af den personlige involvering af kunstneren som afsender, hvorved det får værdi som en beholder af budskab. Derfor er objekterne også svære at afkode med den traditionelle læsning af kunst.

Skismaet mellem subjekt og objekt som indbyrdes afhængige er et interessant og kildent emne, hvor den personlige mellemkomst både er en objekt- såvel som problemgenerator. Man kan stille sig selv spørgsmålet: ”Hvad skal vi med disse kunstneriske objekter, uanset form, i en verden, som allerede er læsset med visuelle tegn og ikoner?” Dette spørgsmål kan sikkert ikke besvares men det er et spørgsmål der nødvendigvis bør stilles igen og igen. Det er i hvert fald dette spørgsmål, uden svar, der igen og igen viser sig at forblive Sörens arbejdsmantra.