Anne Skole Overgaard vs Nalan Yirtmac
”MIT GODE LIV”
7. august- 5. september 2010
Anne Skole Overgaard Anne Skole Overgaard udstiller grafik. En serie stregætsninger forestiller cirkelformede ting f. eks. en kapsel og en champignon. Hvert billede illustrerer en kort tekst fra havebøger, selvhjælpsbøger og andre bøger med opskrifter på en lykkelig, fri hverdag og en grøn livsstil. Udstillingen er dobbelttydig. Billederne er både forførende smukke og onde og teksternes forskellige opskrifter på “Mit gode liv” er samtidig sært undertrykkende.
Nalan Yirtmaç I tusinder af år var Sulukule, Istanbul, hjem for romaerne, der ofte overlevede ved at spille musik i gaderne, lige indtil den tyrkiske regering besluttede at renovere området, i et forsøg på at ”rydde op” i kvarteret. Dette fik Nalan Yirtmaç til at opsøge disse forstæder, og startede også hendes interesse for Tyrkiets Housing Development Administration. Hun besøgte de sociale boliger, der var blevet stillet til rådighed for de fattige, som et dårligt alternativ til deres oprindelige boliger. Collagerne til udstillingen er lavet med udgangspunkt i fotografierne, hun tog i den periode.