Marie-Louise Exner

Ude i sandet

7. november 2025
30. november 2025
Fernisering fredag den 7. november 16-20

Ude i sandet. Du har været der, og ikke været der endnu. Man finder ikke rigtig noget, kun støvets partikler og sandets sagte bevægelser. Ude i sandet, er ikke et konkret sted, mest bare en tilstand at betragte verdenen fra. Naturloven gælder, men der er også noget andet på færde derude. Man skal derud for at mærke det, derud for at finde ud af det. Længere og længere ud. Gemmer det på noget – sandet ? Visdom, fortællinger og musik ? Derude findes der solstorme hvor sandet rejser sig i dødedans, og bagved ligger havet. Der findes forsvindingssteder, fra stedet mellem sandet og himlen, som tager dig med.

Marie-Louise Exner (f. 1967) udstiller værker, der omfatter brugen af forskellige grafiske teknikker, bl.a. træsnit i både s/h og farver, akvatinter og raderinger. En del af disse værker indgår i den nye bog; Som om vejen til havet var den eneste der var der er blevet til i kunstnerisk samarbejde med forfatter Jeppe Brixvold og udgives på ferniseringsdagen. Andre er blevet til i en separat arbejdsproces i løbet af 2025. Derudover viser hun en række nye grafiske arbejder, skabt i kunstnerisk dialog med digter Mirian Due (f. 1982). Udstillingens grafiske værker suppleres af skulpturelle indslag af forskellige græsarter, bl.a. tagrør og naturmaterialer og opskyl fra stranden.

Program for udstillingsperioden
Fredag d. 7/11 – Kl.16: Fernisering og bogudgivelse. Kl.17: Oplæsning af Jeppe Brixvold
Søndag d. 23/11 – Kl.15: Lille koncert med komponist og vilonist Sofie Søs Meyer
Søndag d. 30/11 – Kl.15: Oplæsning af digter Mirian Due

Marie-Louise Exner har boet i over 30 år i Sønderho på Fanø. Hun har et eksistentielt mellemværende med øens natur. Hun vandrer i den, mærker den, lytter til dens varierende lyde og forsøger at zoome ind på naturen som et rigt og spændende fysisk fænomen. Hun er både optaget af fortiden og af nuet. Hun har forkærlighed for spordannelser og strukturer, som de træder frem i landskabets overflader, og skildrer ofte den hurtige transformationsproces, der finder sted lige foran hende: Fanøs natur er yderst omskiftelig: øen er en sandbanke i Vadehavet, hvor havet og vinden er massivt til stede som formgivende kræfter: Hver måned forandrer kystlinjen sig. Klitterne flytter sig, eller de ændrer form, når vinden rammer dem. Ofte får vinden nye klitter til at skyde op på stranden. Havet slynger sig arabeskagtigt med nye vandløb, der kiler sig gennem rørskove og strandenge og danner spændende nye ”motiver”. De ligner set fra afstand årer eller sener i landskabets krop, ligesom øens ”åndedræt”, tidevandet, skyller uendelige mængder skaldyr og andre havdyr ind på kysten, inden det trækker sig tilbage ved ebbe. Denne evige pulseren, denne evigt foranderlige natur styrker bl.a. diversiteten og bestanden af fuglearter på øen, der er hjemsted for mange trækfugles mellemlandinger eller overvintringer. Disse og mange andre naturfænomener fanger Marie-Louise Exner med stor virtuositet med sin pen, pensel, nål eller kniv på pladen eller på papiret.